Bridget Jones's Baby
Juledagene 2016 var en dejlig tid for fans af Bridget Jones. Ikke nok med, at man stadigvæk kunne se hendes Baby i biografen, men både første og anden del af hendes historie blev flittigt vist på op til flere tv-stationer. De fleste burde derfor være pænt opdateret til denne dejlige udgivelse. For vi har vel alle glædet os til tredje afsnit, ikke?

Beskrivelse af Bridget Jones's Baby
Bridget Jones’ forhold til Mark Darcy holdt ikke til livets praktiske udfordringer, så nu er hun alene igen. Men så sker der to ting, der vender op og ned på hendes liv: Først er hun på en mudret rockfestival, hvor hun har et engangsknald med en flot amerikaner. Derefter er hun til en barnedåb, hvor hun igen støder ind i Mark, der er midt i en skilsmisse, og derfor lader den usvækkede tiltrækning mellem dem få frit løb. Pludselig er Bridget gravid, men hvem er faderen? Renée Zellweger er tilbage i glansrollen som Bridget Jones – 12 år ældre, ikke nødvendigvis ret meget klogere – og får atter modspil af Colin Firth som den ærkebritiske Mark Darcy med et ædelt hjerte og uden evne til at udtrykke sine følelser. Ind fra USA flyver Patrick Dempsey som millionæren Jack Qwant.

Anmeldelse
Efter at have genset de første to film med Bridget Jones op til flere gange i december måned, var jeg helt up to date til denne tredie film. Åbenbart havde op til flere tv-stationer købt de første film, som blev afspillet lystigt som rigtig god juleunderholdning. Heldigvis elsker jeg Bridget Jones og hendes fantastiske forvirrede liv og der er noget dejligt befriende ved denne type film, hvor man bare læner sig tilbage og sidder med et lille smil om munden fra start til slut.

Bridget Jones's Baby starter faktisk ret trist. Vi er til begravelse og til min umiddelbare frustration er Daniel (Hugh Grant) blevet skrevet helt ud af serien, for det er ham, vi begraver. Øv, øv. Efter denne indledning kommer vi dog lynhurtigt tilbage på sporet og Bridget Jones's Baby kører helt stringent derudaf i samme vanlige stil, som de to første film. Det er lidt sjovt som man kan få omdrejningspunktet med, at Bridget er gravid og ikke sikker på, hvem der er far, til at fylde to timer i en komedie. Men det lykkes glimrende og kunsten er såmænd bare, at finde på tilpas mange små sjove scener.

Det hjælper selvfølgelig at hendes to mænd er hinandens modsætninger, for det garanterer sjove sammenstød, som f.eks. da de begge er med til fødselsforberedelse og bliver anset som et bøssepar, der bruger Bridget som rugemor. Disse små 'ha ha' oplevelser får vi serveret, fuldstændig som vi er vant til fra de foregående film.

Man kan kun holde af denne tredje film også, hvis man er fan af serien. Man får lige nøjagtig det, man forventer. Og da rulleteksterne kørte, fik jeg endda en dejlig oplevelse mere, da et news-flash bekendtgjorde at Daniel Cleaver var blevet fundet i live og slet ikke døde alligevel. Så er der naturligvis lagt i kakkelovnen til næste film - herligt, herligt!!

Ekstramateriale:
Alternate Ending
Deleted & Alternate Scenes
Gag Reel
Full Circle - The Making of Bridget Jones's Baby With Renee Zellweger, Patrick Dempsey and Colin Firth
 
KORT OG GODT
Fans af Bridget Jones og hendes spændende liv får til fulde opfyldt deres behov for udvikling i serien med denne episode i serien. Atter en dejlig let film, som man hele tiden kan slappe helt af til, for vi kan næsten altid regne ud, hvad der vil ske i næste scene. Jeg elsker Bridget Jones og kan bare se frem til næste film.
 
Score 72%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: Universal
Udgivelsesdato: 09.02.2017
Spilletid: 122 min.
Skuespillere: Renee Zellweger, Colin Firth, Patrick Dempsey
Instruktør: Sharon Maguire
Genre: Komedie
Rating: Censur: Tilladt For Alle
Anmeldt af: Allan Bo


SCREENSHOTS











TRAILER