The X-Files: The Event Series
Efter at have vænnet sig til at det kun er genudsendelserne af de gamle X-Files, vi kunne finde på diverse TV-kanaler, dukker der pludselig nogle hemmelige filer op. I bedste X-Files stil. The Event Series er de blevet døbt, eller slet og ret sæson 10, for andre. Men er det godt eller skidt, nu hvor serien for længst er begravet?

Beskrivelse af X.Files: The Event Series
Næsten 14 år efter den originale serie løb over skærmen, indtager David Duchovny og Gillian Anderson igen deres roller som FBI-agenterne FOX MULDER og DANA SCULLY i 6 helt nye spændende afsnit af THE X-FILES TM. Dette popkultur-fænomen er en af de sci-fi-serier, der er blevet vist i længst tid.

Anmeldelse
Det er godt og vel 14 år siden det sidste afsnit af x-Files blev vist på TV, efter en lang og glorværdig karriere over en lang årrække. Til dyb fortrydelse for en stor skare sci-fi fans. Nu kommer så en lille pakke med 6 helt nye afsnit, der endda er indspillet de 14 år efter, så der er ikke tale om nogle 'gemte' afsnit, men derimod helt nye. Endda skrevet ind i serien, hvor også disse afsnit udspiller sig mange år efter, så man ser hvor Mulder og Scully er i dag.

Man kan diskutere rimeligheden i, at komme med 6 nye afsnit og man kan også fundere over, hvad årsagen er, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange fans vil få et wake-up call. Som at tilbyde en afvænnet TV-narkoman et nyt gratis fix! Officielt er udgivelsen blevet døbt "The Event Series", men de fleste har allerede omdøbt udgivelsen Sæson 10.

Heldigvis har man valgt at være 100% ærlige overfor den originale serie, for skrækscenariet var, at man ville forsøge at skabe et nyt set-up for serien. Det er ikke sket. Vi får 6 afsnit der er tro mod den ånd, der altid har gennemsyret X-Files med fantastiske konspirationsteorier, en lille smule uhygge, god lun humor og det eminente samspil mellem Mulder og Scully. Dog må jeg også være ærlig og sige, at kvaliteten på de 6 afsnit er af meget varieret kvalitet. Der er nogle afsnit med den sædvanlige høje kvalitet, men omvendt er der altså også 2 afsnit, der er så ringe, at man næsten skulle tro, det var bortklip. Specielt afsnittet med "The Waremonster" er så elendig, at man tror det er et afsnit, der skulle vises som en joke på skuespillernes julefrokost som et muntert indslag.

Heldigvis fortoner den svingende kvalitet sig i det overordnede billede af, at man mest er glad for at få et gensyn med vores favorit-agenter og ikke mindst at se, at de stadigvæk kan deres kram, så mange år efter. Man kan også godt sidde med en lille fornemmelse af, at denne sæson 10 måske skulle bruges til at præsentere et helt nyt agent-par, for som afslutning på de nye afsnit, bliver vi nemlig præsenteret for en ny duo, der synes at have potentiale til en hel ny epoke.
 
KORT OG GODT
Der er ingen tvivl om, at udgivelsen af disse 6 afsnit vil betyde det samme for gamle X-Files fans som at servere 6 shots til en tørlagt alkoholiker. Nøj, hvor er det let at falde i igen! Selvom kvaliteten af de 6 afsnit er meget svingende, kan man ikke lade være med at hoppe med på vognen igen.
 
Score 75%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 20.06.2016
Spilletid: 6 x 44 min.
Skuespillere: David Duchovny, Gillian Anderson, Mitch Pileggi
Genre: Sci-fi
Rating: Censur 15 år
Anmeldt af: Allan Bo


SCREENSHOTS











TRAILER