Alvin og De Frække Jordegern På Farten
Vi kender sikkert alle sammen de små irriterende jordegern med musestemmer, der er rigtig mange børns favoritter. Nu er den FJERDE spillefilm ude på hylderne og det er der sikkert rigtig mange børn, der er glade for. Måske knap så mange voksne....

Beskrivelse af Alvin og De Frække Jordegern 4
Tag med Alvin og de frække jordegern på farten i den morsomste jordegernfilm nogensinde! Alvin, Simon og Theodore tager på en vild tur gennem USA til Miami, men de kommer på afveje, og turen udvikler sig til et morsomt, hæsblæsende og musikspækket eventyr.

Anmeldelse
Alvin og De Frække Jordegern er en filmserie, der virkelig deler vandene mellem børn og forældre indenfor genren 'familiefilm'. Hvor man som voksen er lige ved at få dårlige nerver af at høre på de kunstige musestemmer fra hovedpersonerne, er det tværtimod noget af det, børnene elsker ved serien.

I de foregående film, har vi været med på vejen til berømmelse for Alvin, Simon og Theo, men da vi dumper ind i denne fjerde film, er det efterhånden hverdag igen, i hjemmet hos Dave. Og dog. Dave har fundet en kæreste og de er meget glade for hinanden. Så meget at Dave har fortalt sine små venner, at han vil fri til hende, når de sammen skal på tur til Miami. Kæresten har imidlertid en teenage-søn, der absolut ikke gider dele bopæl med 3 jordegern og han gør alt for at gøre livet surt for dem.

Vores tre jordegern og teenagedrengen finder dog ud af, at de er nødt til at spille på hold sammen, da det er tvingende nødvendigt at forpurre alle bryllupsplaner, så de undgår at skulle bo sammen. Derfor rejser de alle mod Miami, men det er ikke en rejse, der bare kører i olie.

Der har altid været masser af narrestreger, når Alvin slår sig løs og denne 'falden på hale-komik' er også hovedessensen i denne film. Det kan godt være, at vi voksne kan gennemskue den platte komik og river os i håret over musestemmerne - specielt når de synger - men de fleste børn elsker det. Og det er jo det væsentligste
 
KORT OG GODT
Uanset hvor irriterende man, som voksen, kan synes Alvin er, er det film, der går direkte ind hos målgruppen. Med nogle meget banale tricks fænger historien hos det yngste publikum. Alvin og vennerne er stadigvæk et godt børne-hit.
 
Score 75%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 09.06.2016
Spilletid: 92 min.
Genre: Børnefilm
Rating: Censur For Alle
Anmeldt af: Kevin Oscarsson


SCREENSHOTS











TRAILER