SuperGirl: Sæson 1
Hvad de færreste ved er, at da Superman i sin tid blev sendt til jorden som ganske lille, blev hans kusine sendt efter ham, for at beskytte ham. Endnu en superhelt har fået sin egen serie og det er der sikkert rigtig mange DC-fans, der er jublende lykkelig for.

Beskrivelse af SuperGirl: Sæson 1
Vi kender alle sammen historien om Superman og hvordan han ankom til Jorden, reddet fra den døende planet Krypton af sine forældre. Dengang de sendte deres eneste søn afsted ud i universet sendte de dog også hans kusine, Kara Zor-El, med, så hun kunne passe på ham. Desværre endte hendes rumskib i The Phantom Zone og da hun endelig kom frem til Jorden var Kal-El forlængst vokset op og blevet til Superman. Nu må Kara finde sine egne fødder og sin egen identitet som Supergirl!

Anmeldelse
Selvom jeg mener, at jeg er pæn stor fan af superhelte og har set mange film fra Marvel og DC Comics, måtte hjernecellerne alligevel rotere et par ekstra gange, da Jeg fik Supergirl præsenteret. Hvad vidste jeg egentlig om hende? Faktisk ikke ret meget, blev konklusionen. En af de få gode ting ved denne første sæson er derfor, at jeg lærte Supergirl bedre at kende. Ikke at det var specielt berigende, men alligevel....

Vi møder en ung kvinde, Kara Danvers, der arbejder på redaktionen på et sladderblad. Hun er som unge piger er flest; hun vil gerne være kendt og frem i rampelyset. Hun har dog den fordel at hun er Supergirl med overnaturlige evner og derfor 'springer hun ud' som superhelt. Hun betror sig til 2 af sine mandlige kolleger, hvor det viser sig, at den ene faktisk er sendt på same arbejdsplads som Kara af Superman, så han kan holde øje med hende.

Selvom der er mange afsnit, varer de mindre end 45 minutter bliver det til nogle ret små 'historier' og hver episodes problemstilling bliver tit 'jaget' igennem. Vi finder hurtigt ud af, at der er en del andre skabs-superhelte i byen, bl.a. Supergirls moster der har en lille gruppe med sig fra Krypton. Mosteren giver dog en del kvaler og gennem hele første sæson bliver flere og flere brikker præsenteret, til det puslespil om, hvad der egentlig skete for mange år siden på Krypton.

Jeg har ikke imponeret over Supergirl. Altså hende, som figuren. Hun fremstår længe som en forkælet teenager og flere steder er hendes replikker ret pinlige. Pinlige er de fleste slåskampe med andre helte, når de hænger i luften, for det fungerer slet, slet ikke. Det er direkte komisk at se de slåskampe, hvor figurerne slår hinanden i luften, hvorefter den ene part bliver slået 100 meter tilbage. Som tilskuer sidder man derfor med en identitetskrise omkring Supergirl. Faktisk er det største lyspunkt i serien, Calista Flockhart, der spiller rollen som den usympatiske redaktionschef.
 
KORT OG GODT
SuperGirl har aldrig været tilnærmelsesvis så populær som Superman. Det bliver hun heller ikke som TV-serie. Denne første sæson har absolut ingen Oscar-potentiale, faktisk er den lidt pinlig nogle steder. Alligevel bliver man hængende for at få alle 20 afsnit med og alle DC-fans er glade.
 
Score 70%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: Warner Home Entertainment
Udgivelsesdato: 17.11.2016
Spilletid: 20 episoder a' 43 min.
Skuespillere: Melissa Benoist, Calista Flockhart, Mehcad Brooks
Genre: TV-serie
Rating: Censur 15 år
Anmeldt af: Kenneth Haugfeldt


SCREENSHOTS











TRAILER