Homeland: Sæson 5
Homeland er en af de mest populære serier nogensinde og DR har med stor succes kørt denne. Sæson 5 er lige afsluttet på DR2 og nu er vi så klar med hele sæson på købevideo. En sæson alle fans har glædet sig enormt meget til.

Beskrivelse af Homeland: Sæson 5
Carrie arbejder nu for et privat sikkerhedsfrma i Berlin, men opdager snart, at hun ikke kan fygte fra fortiden. Hun overrumples af et groft forræderi, og uden Saul og Quinn ved sin side må hun selv bekæmpe en sammensværgelse, der truer tusinder af mennesker på livet, inklusiv hende selv

Anmeldelse
Homeland er en af de allerbedste serier, jeg nogensinde har set. Masser af fed konspiration, som man aldrig helt aner, hvor det stikker hen. Dog har begejstringen for især sæson 4 været en lille smule kølig, men med Sæson 5 er serien tilbage på sporet igen.

Serien bæres næsten udelukkende af Claire Danes's rolle som Carrie. Carrie har store psykiske problemer som holdes nede med medicin og når hun sørger for at tage medicinen fungerer hun nogenlunde normalt. I Homeland 5 dropper hun (atter) sin medicin, for, som hun selv siger, hun skal kunne tænke optimalt. Det betyder også, at vi det meste af tiden har med den 'gamle' Carrie at gøre. Hende der hele tiden har et vildt, jaget udtryk i øjnene. Sjældent har man set nogen spille en halv-psykotisk person så godt, som Claire Danes.

Homeland 5 foregår i Berlin. Carrie har droppet CIA og arbejder som sikkerhedschef for en privat Fond. Denne Fond er ledet af en tysker, Otto Düring, hvis aner går tilbage til nazisterne og derfor betaler sine forgængers synder tilbage ved at forsøge at gøre verden til et bedre sted at leve.

To private hackere kommer ved et tilfælde ind i CIA's system og stjæler 1300 filer. Disse filer - nærmest et Snowden-læk - kan afsløre et hemmeligt samarbejde mellem Tyskland og USA og er yderst kritiske. Filerne kommer tilsyneladende i dybden og de kan sandsynligvis bringe afsløringer frem i lyset, som kan true verdensfreden. Især hvis Carrie får adgang til filerne, er der chancer for, at hun kan finde sammenhænge, som ingen er interesserede i. Derfor føler hun sig truet på livet og Sæson 5 handler for hende om, at få ryddet op i fortiden, én gang for alle.

Man kan ikke undgå at få pokkers ondt af Carrie, når man kender hendes forhistorie. Når Sæson 5 starter lever hun et godt familieliv med datteren Franny og sin nye kæreste Jonas. Idyllen smadres naturligvis igen for hende og man kan ikke undgå at føle med hendes frustrationer.

Flere af de gamle kendinge er med igen. Naturligvis Quinn og Saul, men også Dar Adal og Allison Carr, er gamle bekendte. Sæson 5 har flere spændende nøgleord. ISIS, Syrien-krisen, terrorangreb, suspekte russere og dobbeltagenter sammenfatter i store træk det overordnede billede.

Homeland 5 er den bedste sæson siden vi måtte sige farvel til Brody. En helt fantastisk sæson, der holder dig fanget fra allerførste minut. Vi venter nu kun spændt på Sæson 6, hvor nogle vigtige cliffhangere skal afsløres.
 
KORT OG GODT
Sæson 5 bringer virkelig Homeland tilbage på sporet - hvis serien overhovedet var kørt en lille smule af. Det er rigtig godt at se vores figurer på ny ukendt grund i Tyskland og seriens mange snørklede konspirationsteorier hænger rigtig godt sammen. Man overraskes atter af nogle af nøglepersonerne, hvilket virkelig giver denne sæson et pift opad.
 
Score 85%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 28.04.2016
Spilletid: 613 min.
Skuespillere: Claire Danes, Rupert Friend, Sebastian Koch
Genre: Action, Drama
Rating: Censur 15 år
Anmeldt af: Sebastian Marcano


SCREENSHOTS











TRAILER