Guitar Hero Live
Vi er rigtig mange der kan huske, hvordan hele spilbranchen fik anerkendelse som familieunderholdning, da Guitar Hero væltede verden tilbage i de gode gamle PS2-dage. Konceptet med en guitar i stedet for en controller, blev en voldsom succes. Men hvad blev der egentlig af Guitar Hero efterfølgende?

Guitar Hero har ligget i dvale i mange år. Efter den enorme succes til især PS2, valgte udviklerne at tage en kæmpe time out, så vi nu kan præsenteres for denne udgave til de nye konsoller. Der er lavet en del ændringer, men det helt grundlæggende koncept med, at man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter, er dog stadigvæk det samme.

Noget af det første du oplever som nyt, er dit eget perspektiv i dit band. For det første er du nu omgivet af rigtige mennesker, når du er på Live-turne, og så ser du hele sceneriet fra et first-person synspunkt. Du interagerer med publikum, der bliver sure, hvis du spiller dårligt og der er en helt anden kommunikation med dine band-venner, der taler direkte til dig - både når det går godt og skidt. Det er selvfølgelig ikke meget man selv ser af alt dette, når man er dybt koncentreret af at spille rigtigt og derfor har øjnene fæstet til det 'board', der fortæller dig, hvad der skal trykkes på. For omgivelserne - dem der kigger på - er det dog en rigtig sjov ny vinkel, at opleve spillet på.

Den største årsag til, at Guitar Hero har sin berettigelse i 2015 og årene frem er, at man nu går online og finder sine sange. Via det såkaldte GHTV kan du surfe rundt i forskellige biblioteker og finde massevis af numre. Der er lidt for enhver smag, dog stadigvæk med hovedvægten på rock. På GRTV bliver der løbende lagt nye numre op og det er en ret stor tilfredsstillelse, at man kan shoppe rundt i et så stort omfang. Spillet er dog lavet med den hage, at du kan komme til at betale for, at spille via GHTV. Når man vil spille til en sang bruger man et såkaldt 'play'. De kan optjenes undervejs på forskellig vis, men du kan også vælge at købe dem for 'rigtige penge'. Selvom du kommer rigtig langt for 10 Euro er det stadigvæk en smule uforskammet, at denne del er med brugerbetaling. Du har selvfølgelig muligheden for at arbejde dig til disse plays, men alligevel...

Den mest markante nyhed er dog, at guitaren er lavet om. Der sidder nu 6 knapper øverst på 'halsen' som man skal styre, mens man stadigvæk har en enkelt på guitar-hovedet. Dette giver en langt bedre fornemmelse af, at holde en rigtig guitar, men det kræver også en vis tilpasningstid, hvis man har spillet de foregående spil. Faktisk synes hele spillet at have fået et nyk opad i sværhedsgrad og det gør faktisk ikke noget.

Du kan altså vælge mellem to helt forskellige oplevelser. Enten i kampagnedelen, som hedder LIVE eller på GRTV, hvor du spiller 'oven i' musikvideoer. Du bliver hurtigt bidt af begge dele og spillet er af den slags, du slet ikke opdager, pludselig har slugt flere timer af dit liv. Activision har sendt spillet på markedet MED en enkelt guitar og en disk med 40+ sange, til en pris af 799 kr. Du kan købe en ekstra guitar ved siden af, til 499 kr., så inden du får set dig om, har du altså investeret godt 1300 kr. her. Det er nok lige i overkanten af, hvad jeg synes er rimelig. Også specielt i det lys, at du også skal betale for plays.
 
KORT OG GODT
Selvom jeg har hørt flere sige, at de ikke gider spille Guitar Hero igen, har de alligevel bidt på krogen, når det er lykkes mig, at lokke dem med til en duel. Guitar Hero har fået en reel opgradering til de nye konsoller, hvor spillet nu har langt flere muligheder, når sange kan hentes online. Overraskende sjovt at spille det igen.
 
Score 80%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: Activision
Udgivelsesdato: 23.10.2015
Genre: Musik
Rating: PEGI 12 år
Anmeldt af: Allan Bo


SCREENSHOTS











TRAILER