Skylanders Superchargers
Hvert år giver os en ny dimension til Skylanders og det skal man respektere Activision for. De gør virkelig et enormt arbejde for at vedligeholde sit guldæg og for femte gang i træk er det lykkes for dem, at lave et hamrende spændende koncept, der atter vil få os til at købe os fattige i nye figurer - og i år også fartøjer...

Superchargers kan bedst oversættes som superopladere. Det skal dog nærmere forstås sådan, at vi har nogle fartøjer der er fuldstændig spændt op til lir og nærmest superophedede, og kun venter på forløsning, når den rigtige figur kommer på portalen. Bliver den rigtige figur parret med det rigtige fartøj, bliver det nemlig til et superfartøj med masser af muligheder. Der er flere pakker med fartøj og figur der sælges sammen, men flere af figurerne sælges også enkeltvis, så der er endnu en gang masser af muligheder for at købe sig fattig. Denne gang giver det blot ekstra mening at købe de rigtige ting sammen. Vi får både køretøjer til lands, vi får flyvere til luften og vi får både til vands - og under vand. Det giver nogle vidt forskellige oplevelser. Jeg bemærker, at de mange fartøjer med vilje er lavet, så de også kan leges med. Bilernes hjul kan køre rundt, helikopterens roterblade kan snurre osv. Activision har ikke undervurderet dobbelteffekten i sit værdifulde legetøj.

Det ville være oplagt at sige, at de største ændringer findes i de mange køretøjer og der er også kommet nye levels med Mario Kart-agtige væddeløb, som giver spillet en helt anden drejning, end vi kender. Der er også meget andet, end det. Først og fremmest finder vi mange baner, der er større end vi er vant til og det er tiltrængt. Når vi går rundt på banerne, er det de samme slåskampe som vi kender, nemlig tryk på de rigtige knapper og pløk/slå din modstander ned. Grafikken har også fået en overhaling og er langt mere flydende på PS4 end Trap Team og så virker level-strukturen generelt langt mere sammenhængende end tidligere, så det virker mere logisk at man f.eks. skal bruge et bestemt element for at klare en given opgave. Selve grundideen i Skylanders forbliver dog den samme, så du kan roligt give ungerne lov til at køre løs - de skal nok finde ud af det, på trods af de nye muligheder. Det er faktisk en af Skylanders-spillenes styrker. Genkendeligheden gennem de mange forskellige spil.

Med de nye 'par-muligheder' med figur og køretøj, følger også muligheden for at spille 2-player med, så at sige, den samme ting. En spiller styrer køretøjet, mens den anden styrer figuren. Det er en udfordring af de større at mestre denne del, men den er til gengæld genstand for stor morskab - og til tider hidsige kommentarer, når parterne ikke kan blive enige om retningen.

Som en afsluttende sidebemærkning, skal det også nævnes, at der er specielle udgaver af spillet til Wii U og Nintendo 3DS. Det er faktisk ikke retfærdigt at det skal være en sidebemærkning, for det kan få helt afgørende betydning for Skylanders fremover. Helt unikt har Nintendo nemlig sendt både Bowser og Donkey Kong - med hvert sit køretøj - ind i spillet. Altså to guldrandede Nintendo-figurer i et andet firmas univers. De virker naturligvis kun på Nintendos egne maskiner og oven i købet virker de også som Amiibo, men tænk lige en gang over fremtidsmulighederne i dette samarbejde. Imponerende.
 
KORT OG GODT
Det er svært at blive ved med at skamrose det nye Skylanders, hvert år, men IGEN i år, har Activision lavet et fantastisk godt produkt. Både hvad angår spil og figurer. Det er supergodt med de nye køretøjer til spillet, som giver en helt ny dimension, men også åbningen for Nintendos egne figurer, åbner helt nye muligheder for fremtiden.
 
Score 90%


SPECIFIKATIONER

Udgiver: Activision
Udgivelsesdato: 25.09.2015
Genre: Action
Rating: PEGI 7 år
Anmeldt af: Samer Ahad


SCREENSHOTS













TRAILER